Stærkt SdU-landshold vil i semifinalen

Fodbold

09. Dezember 2018, 19:10 Uhr

Tore Wächter står på mål for SdU-landsholdet under Europeada i 2016. Til Flensborg Avis Cup er han træner for holdet. Foto: SdU

Flensborg. Det er en meget positiv SdU-landstræner, der kigger frem mod et af sæsonens højdepunkter. Tore Wächter udtrykker stor tilfredshed med sin trup, som næsten er på plads til Flensborg Avis Cup. 

- Der er to-tre pladser åbne, og de sidste udtagelser afhænger lidt af, hvem der kan få fri fra deres klubhold, og om der kommer nogle skader, siger Tore Wächter, der forklarer, at det eksempelvis endnu ikke er afklaret, om SdU-landsholdsspillerne fra TSB Flensborg stiller op i klubtrøjen eller kommer til at repræsentere mindretallets landshold. Uanset hvad, bliver der dog tale om et yderst konkurrencedygtigt SdU-landshold. 
- Det er et af de stærkeste hold, som vi nogensinde er kommet med til Flensborg Avis Cup. Jeg har store forventninger til holdet, som rummer mange gode spillere og også unge spændende spillere, fortæller SdU-landstræneren. 

Ved sidste års Flensborg Avis Cup endte holdet som nummer fem i en ligaturnering med syv hold, men i år er målsætningen større. SdU-landsholdet vil blande sig i toppen og går efter en plads i semifinalen i årets turnering, hvor de spilles i to pulje af fire hold med semifinaler og finale. - Sidste år kom vi langt med et svagere hold, end det, vi har i år. Så vi er positive og vil gerne i semifinalen. Derfra kan alting ske. - Spillerne har ikke spillet så meget sammen, og meget afhænger selvfølgelig af, hvordan de finder sammen på banen, men hvis de finder godt sammen, så tror jeg på, at vi kan komme langt, lyder vurderingen fra Tore Wächter. To dage før turneringen - den 27. december - samles SdU-landsholdet til en træning, men det er også den eneste fælles forberedelse før Flensborg Avis Cup. Det giver naturligvis nogle udfordringer i forhold til modstanderne. - De andre hold kender hinanden og har flere automatismer på banen. Vi forsøger at arbejde nogle småting ind og træne lidt forsvars- og angrebstaktikker, og så prøver vi at opbygge en positiv energi og en eufori, der kan bringe os langt, fortæller Tore Wächter.

Jonas Løytved
jol@fla.de