Håndbold
Mads Mensah tror på kunsten at vinde EM-guld med Danmark
Håndbold
Mads Mensah har selvtilliden i orden, inden EM-slutrunden med Danmark starter. Foto: Lars Salomonsen
Flensborg Avis: På lørdag begynder håndbold-EM også for Danmark. Der venter vel en svær turnering for Danmark?
Mads Mensah Larsen:Ekstremt. Vi har altid været lidt heldige med vores lodtrækninger, men ikke den her gang. Jeg kunne ikke se, hvordan lodtrækningen skulle har været værre end det, vi har fået i år.
Det bliver specielt svært i mellemrunden. Der venter formentlig Frankrig, Norge og Sverige?
Lad os starte med vores indledende pulje, som hedder Island, Ungarn og Rusland. Selvfølgelig er vi favoritter, men det er tre hold, som vi kan tabe til, hvis de rammer dagen 100 procent, og vi ikke gør det. Så det var bestemt ikke en god lodtrækning for os. Vi krydser i mellemrunden med Sverige og Norge som værtsnationer og formentlig Frankrig. Jeg havde lidt fidus til, at Portugal kunne lave lidt ballade i gruppe D, men de fik vidst nogle skader på de vigtige positioner. Så det bliver en svær turnering for os. Ingen tvivl om det.
Men med en lille hjemmebane til Danmark i Malmø?
Det håber jeg. De, der var med til VM i 2011, siger, at det var lige som at spille på hjemmebane. Jeg håber på, at vi står med den samme følelse igen. Det virker som om, at der er mange danskere, der allerede har sikret sig en billet.
I kommer som verdensmestre. Så kan man nok heller ikke tillade sig at sige, nu må vi lige se, hvordan det går. I er vel den store favorit?
Når man gør rent bord på denne måde, som vi gjorde til VM sidste år, hører man med sikkerhed til blandt favoritterne. Jeg kan heller ikke se, hvorfor vi ikke også skulle gå efter kunsten og også vinde EM. Men det bliver sindssygt svært. Jeg synes, at der i herrehåndbold snildt er otte hold, der går til EM med målet om at nå minimum semifinalen, selv om ikke alle siger det højt. Og er man først der, har man lige så gode chancer som alle andre. Jo, vi er favorit, men det er utrolig tæt.
Tæller du også Tyskland blandt de otte hold? De har jo det formentlig en nemmere turneringsprogram, og du kender alle spillere fra Bundesliga?
Hvis de ikke selv har målsætning om at komme i semifinalen, har de ikke lagt overlæggeren højt nok. Det tror jeg heller ikke, de ikke har. Sådan ser de nok også sig selv. Frankrig, Norge, Sverige, Kroatien burde også se sig selv der. Slovenien, hvis det lige flasker sig, er også en rigtig ubehagelig modstander. Island er spændende, selv om spillerne er meget unge. Der er mange hold, som godt kan tillade sig at sætte næsen op efter, at man vil nå langt i turneringen. Spanien må man heller ikke glemme at nævne. De gør det også altid godt. Så det er svært. Jeg håber dog også på, at vores modstandere også har respekt for os og ikke nødvendigvis lyst til at møde os. Vi må heller ikke gøre os mindre, end vi er.
Grit Jurack/Ruwen Möller