Håndbold
Landstræner irriteret over EM-optakt
Håndbold
Landstræner Nikolaj Jacobsen er stadig i tvivl om, hvornår Magnus Landin og Lasse Svan bliver klar. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
- Det har været en noget rodet optakt. Til træning torsdag skulle vi lige prøve at have næsten alle mand klar, og så lægger anføreren sig syg.
- Der faldt humøret en del, i forhold til at vi skulle have haft den der træning med knald på og fart i fødderne.
- Jeg synes, der har været mange ude, og det har været svært at få nået alt det, vi gerne ville, fordi vi har manglet nogle nøglespillere.
- Men sådan er det, og så må man få det bedste ud af det, men jeg synes, det har været en irriterende optakt, siger landstræneren.
Lasse Svan kæmper med en skade i skulderen, han pådrog sig inden jul i en kamp for Flensburg-Handewitt. Og ved en selvtræning i starten af året blev han ramt af en skade i læggen.
- Viser det sig, at han først kan blive klar i en eventuel finaleweekend, så sender vi ham hjem, men vi har en forhåbning om, at han stadig kan nå at blive klar senest til mellemrunden, siger Nikolaj Jacobsen.
- Det går fremad – og også mere fremad, end jeg lige havde troet. Det er rigtig dejligt, siger Lasse Svan til TV 2 SPORT. Selvom landsholdets viceanfører er positivt indstillet i forhold til udsigten om at blive kampklar i løbet af slutrunden, så er han endnu ikke klar til at sætte en dato på.
- Lige nu afhænger det rigtig meget af, hvordan jeg har det. Vi kan godt kloge os på, hvornår det skulle være i orden, men i sidste ende handler det om, hvordan læggen og skulderen har det. Indtil videre går det rigtig godt, og så håber vi, at der ikke kommer flere tilbagefald.
- Jeg kan ikke sætte nogen dato på, for det vil simpelthen være for ærgerligt, hvis jeg sagde, at jeg er klar i overmorgen, og så går der i stedet fem dage, siger 36-årige Svan.
Rasmus Lauge fik en skade i læggen under en træning med landsholdet mellem jul og nytår og har siden kæmpet for at blive klar til EM.
Magnus Landin fik en skade i sin ene storetå i Golden League-kampen mod Norge 3. januar. Siden har han ikke trænet med resten af holdet.
ritzau/tif
De danske landsholdsspillere om Gudmundur Gudmundsson
De danske landsholdsspillere kender Islands landstræner, Gudmundur Gudmundsson, særdeles godt, efter at han stod i spidsen for Danmark fra 2014 til 2017. Gudmundsson blev afløst af Nikolaj Jacobsen som dansk landstræner. De danske EM-spillere siger følgende om Islands landstræner:
Niklas Landin:- Når du har Gudmundur på tomandshånd, kan han være rigtig sjov og grinende, men i det offentlige rum holder han sig lidt tilbage. Han forbereder sig godt og bruger ekstremt meget forberedelse, når det handler om video af modstanderne. Han er meget fast og fokuseret på at holde en plan A, og den skal man blive ved med at køre efter.
Mikkel Hansen:- Det er en vigtig kamp for os, for vi skal have en god start på EM, og det gør det bare ekstra sjovt, at det er mod Gudmundur. Han er en ekstremt nørdet træner, der forbereder alt til punkt og prikke. I mandskabsbehandlingen er han væsentlig anderledes end Nikolaj Jacobsen. Han er en fin træner, der stensikkert har forberedt alt omkring, hvad vi kan finde på.
Morten Olsen:- Gudmundur var mere for sig selv og havde en større distance til holdet end Nikolaj, der laver mere sjov. Jeg tror mere, at det er Nikolaj, der er speciel på det område, end Gudmundur, der er en mere klassisk træner.
René Toft Hansen:- Gudmundur kigger normalt rigtig meget video, men til den her kamp tror jeg, han ser ekstra meget. Han kender jo mange af os spillere. Det er jo nogenlunde den samme stamme, som da han var landstræner, så det kan jo godt være, han har udset sig nogle svagheder nogle steder.