Håndbold
EM-skæbnen ude af egne hænder
Håndbold
Rasmus Lauge og holdkammeraterne på det danske landshold lavede alt for mange fejl mod Ungarn, og det blev dermed kun til uafgjort. Nu skal Danmark håbe på en islandsk sejr mod Ungarn. Fotos: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix
Malmö. Det er ikke gået, som de sejrsvante danske håndboldspillere havde forestillet sig. Efter to kampe i den indledende runde af europamesterskabet kan verdensmestrene ikke længere selv afgøre, om de går videre til mellemrunden. Et spinkelt 30-31 nederlag i åbningskampen mod Island og et lidt heldigt 24-24 uafgjort mod Ungarn gør, at Danmark under alle omstændigheder skal vinde mod Rusland (onsdag, kl. 20.30/TV2) og krydse fingre for, at Island gør rent bord og slår Ungarn. Det er en situation, som det danske landshold gerne ville have været foruden.
- Det er ret irriterende, at vi ikke selv kan afgøre vores skæbne længere. Vi havde chancen for at stå med det i egne hænder i dag, den mission lykkedes vi ikke med, sagde SG Flensburg-Handewitts Anders Zachariassen efter kampen. Det var også kampen mod Ungarn, der i første omgang irriterede landstræner Nikolaj Jacobsen mest.
- Vi havde overhovedet ikke kontrol. Det var vores eget spil, der afgjorde det i dag, og ikke det gode ungarske spil. Jeg er overrasket over, at vi kan lave så mange fejl og virke så nervøse, som vi var. Man kunne godt se, at det ikke er det samme hold, der kommer med samme indstilling som for et år siden til VM. Vi havde håbet på noget andet, så situationen nu er rigtig ærgerlig, sagde Jacobsen.
I det hele taget kunne man ikke se den ellers velkendte selvforståelse og selvtilliden fra hele det forgangne år i det danske spil. Optakten med skader er sikkert en af årsagerne, men at stå før sidste kamp i indledende runde og være afhængig af andre, må have en dybere forklaring. Noget, som holdet kommer til at tage op inden den sidste kamp mod Rusland.
- Vi må se hinanden i øjnene og snakke om fejlene. Vi har meget at lære af de første to kampe, sagde Anders Zachariassen. Stregspilleren sætter dog sit lid til et islandsk hold, der gerne vil have to point med til mellemrunden.
- Det er ikke rart at skulle sætte vores lid til
Island. Vi skal til at kigge på en håndboldkamp, inden vi selv går på banen, og håbe på, at de fortsætter med at spille så fin håndbold, som de har gjort indtil videre. De brænder forhåbentlig for at tage to point med videre, sagde Zachariassen. Samme håb har Mads Mensah også.
- En dårlig og unødvendig situation, vi selv har sat os i. Men siden tingene nu er, som de er, så er jeg glad for, at bolden helt konkret ligger hos Island, prøvede Mensah at se det positive i situationen.
- Nu kan vi ikke selv afgøre det og må håbe på vores islandske kammerater, hvis man kan tillade sig at kalde dem det. Det er de i hvert fald på onsdag, og det er ikke rart, afsluttede Nikolaj Jacobsen, inden han steg på bussen med holdet.
Med på holdkortet mod Rusland i sidste kamp i indledende pulje kommer Magnus Landin. Fløjen, der i Nikolaj Jacobsens spil også har meget vigtige forsvars opgaver, er kommet sig efter sin skade på store tåen. Lasse Andersson er i stedet for skrevet ud af holdet. Hvis Danmark når mellemrunden har Nikolaj Jacobsen på ny mulighed for to udskiftninger på holdet.
FAKTA: Sådan går Danmark videre
Det uafgjorte resultat mod Ungarn betyder, at Danmark stadig kan gå videre til mellemrunden ved EM, men de danske håndboldherrer kan ikke længere selv afgøre deres skæbne.
- Island skal slå Ungarn i den sidste gruppekamp, mens Danmark skal vinde over Rusland. Alt andet sender Danmark ud.
- For at være helt sikre skal Danmark vinde med to mål.
- Hvis Danmark vinder med et mål, og Ungarn taber med et mål, vil de være helt lige på målforskel - og så går det hold, der har scoret flest mål, videre. Danmark har scoret fire mål mere end Ungarn.
- Danmark og Ungarn kan også ende i en situation, hvor de er lige på alle parametre. Hvis Island vinder med et mål, og Danmark gør det samme, men Ungarn scorer præcist fire mål mere end Danmark, vil de ende på samme pointantal og præcis samme målscore. I det tilfælde skal en lodtrækning afgøre, hvilket hold der går videre.
Gudmundsson lover islandsk hjælp
Danmarks EM-skæbne afhænger af, om Island vinder over Ungarn i onsdagens tidlige kamp i gruppe E. Samtidig skal Danmark senere onsdag aften vinde over Rusland, som har udspillet sin rolle ved EM. Derfor var Gudmundur Gudmundsson, Islands landstræner, tirsdag belejret af både islandske, ungarske og ikke mindst danske journalister på Hotel Scandic i Malmø.
Gudmundsson, der tidligere har været dansk landstræner og vandt OL-guld i 2016, garanterer, at Island vil gøre alt for at vinde over Ungarn. Islændingen fik kort efter OL-triumfen i Rio i 2016 ikke forlænget sin kontrakt, som dermed sluttede efter VM i 2017, men den brogede afsked fylder ikke noget hos ham længere. Det handler kun om Island og holdets videre færd i turneringen.
- Nu kommer vi ind i en anden situation. Vi er allerede kvalificeret til mellemrunden. Men vi vil meget gerne tage to point med ind i mellemrunden. Så vi vil give alt i kampen mod Ungarn.
- Vi kigger på det på den måde, at vi starter mellemrunden med den kamp mod Ungarn. Vi har mulighed for at tage to point med, og det går vi efter.
- Jeg fik hvilet nogle af mine nøglespillere mod Rusland, og det var også for, at de kunne være friske til kampen mod Ungarn. Det er en meget vigtig kamp for os, siger Gudmundsson, der mener, at det ville være godt for Island, at Danmark kommer med i mellemrunden.
Island vandt over Danmark i den første kamp, så i det tilfælde, at begge nordiske nationer går videre, vil Island have to point, mens danskerne vil stå med nul point i mellemrunden.
- Det er en fordel for os, siger Gudmundsson. Samtidig har Island også en ambition om at komme til OL i 2020. Ved EM kan Island hente en billet til OL-kvalifikationen.
- Vi har nye målsætninger, vi vil meget gerne med i OL-kvalifikationen. Jeg tror, at vi skal i top-8 ved EM for at kunne komme med i OL-kvalifikationen. Det er vores store drøm at komme til OL, siger landstræneren.
Timo Fleth
Resümee
Die dänischen Handballer haben das Weiterkommen bei der Handball-EM nach dem Unentschieden am Montag gegen Ungarn nicht mehr in den eigenen Händen. Dänemark muss am Mittwoch auf einen Sieg von Island gegen Ungarn hoffen und dann das eigene Spiel gegen Russland gewinnen, um in die Hauptrunde einzuziehen.
»Es nervt, dass wir unser Schicksal nicht mehr in eigenen Händen haben. Wir hatten heute die Chance dazu«, sagte Anders Zachariassen, Kreisläufer der SG Flensburg-Handewitt, unmittelbar nach Spielende.
Auch Nationaltrainer Nikolaj Jacobsen ärgerte sich. »Ich bin überrascht darüber, dass wir so viele Fehler machen können und so nervös sein können wie heute«, so der Coach, der Dänemark noch vor einem Jahr zum WM-Sieg geführt hatte.