Fodbold

Truppen kendes, modstanderne søges

Jonas Walter fra SC Weiche Flensburg 08 er udtaget til Europeada. Foto: Tim Riediger

Flensborg/St. Kanzian. I weekenden skal spillerne og de ansvarlige for der Sydslesvigske Fodboldlandshold i aktion for deres respektive klubber. Men med det ene øje vil de også kigge til St. Kanzian i Kärnten/Østrig. Her foretages lørdag kl. 16 lodtrækningen til Europeada 2020 (20.-28 juni). Fjerde udgave af fodbold-EM for sproglige mindretal holdes næste sommer hos sloverne i Kärnten, i regionen rundt om Klopeiner See i det sydlige Østrig/nordlige Slovenien. 

Blandt de 24 deltagende hold på herresiden (i kvindeturneringen deltager syv hold) er ud over SdU-holdet også en trup fra Nordslesvig (Æ Mannschaft) og fra friserne, som primært består af spillere fra Frisia Lindholm (Oberliga). Alle tre mindretal havde i sin tid i fællesskab søgt om at blive vært for EM, men valget faldt på sydeuropæerne, som næste sommer også fejrer deres 100-års-jubilæum efter folkeafstemningen.

- Det havde selvfølgelig også været en fantastisk oplevelse at spille Europeada på hjemmebane, men nu glæder vi os rigtig meget til turen. Vi har gode erfaringer fra de første tre gange, senest i Sydtyrol var jeg personligt med for første gang, og det var en kæmpe oplevelse. Jeg forventer ikke mindre næste sommer, siger Tore Wächter. I 2016 var han holdets keeper, og siden er han blevet en del af trænerteamet. Til daglig er han assistenttræner i TSV Kropp, som spiller samme liga som Frisia Lindholm. Næste sommer overtager han cheftræner-rollen i Kropp. 

- De drenge, som ikke har været med, kan glæde sig til en stor oplevelse. Det gælder både det sportslige - niveauet ved Europeada er højt - men også alt andet uden for banen. Vi har en professionel tilgang til tingene og et godt setup omkring vores hold, siger Tore Wächter. Og selv om der stadig er godt syv måneder til turneringen, kommer den med store skridt nærmere. - Nu begynder forberedelserne for alvor. Vi har lodtrækningen på lørdag, og så har vi allerede udpeget 20 spillere, som vi meget gerne vil have med næste år, siger Tore Wächter. Det er spillere fra SdU-klubberne Slesvig, DGF Flensborg og IF Tønning, men også fra klubber som SC Weiche Flensburg 08, TSB Flensburg, TSV Nordmark Satrup eller fra Danmark. 
- Vi ved godt, at der stadig kan ske mange ting til næste sommer, og et par af drengene skal have de sidste ting på plads med hensyn til deres arbejde, siger Tore Wächter. 
- Men alle, som vi har talt med, var positive over for deltagelsen. Nu håber vi også, at klubberne er det. Vi har jo enkelte spillere fra f.eks. SC Weiche Flensburg 08. De spiller på højt niveau, og der skal vi selvfølgelig træffe nøje aftaler med klubberne. Men som led i vores arbejde har vi informeret alle trænere, klubber personligt og skriftligt. Som sagt håber vi, at de bakker op omkring vores hold. Det må da også være en gevinst for dem, hvis de kan sige, at deres spillere er med til et fodbold-EM. Ud over Tore Wächter er Berni Petersen træner for SdU-holdet, som næste gang er i aktion til Flensborg Avis Cup. Det traditionelle indendørsstævne holdes i år lørdag den 28 december i Idrætshallen. Her vil den tidligere spiller Erk Johannsen understøtte som trænerassistent. Om han også er en del af trænerholdet næste sommer afgøres derefter. Uanset hvad, så har sydslesvigerne allerede konkrete forestillinger med hensyn til deres forberedelse i juni. De vil meget gerne lave træningskampe mod Frisia Lindholm og nordslesvigerne, som begge også er med til Flensborg Avis Cup. Nordslesvigerne i øvrigt for første gang.

Sådan spilles i weekenden

- Inden stævnet i Sydtyrol manglede vi træningskampe, det så vi så i den første puljekamp, som vi tabte, husker Tore Wächter. 11.-pladsen i 2016 var efter en fjerdeplads i 2008 og kvartfinalen i 2012 det hidtil dårligste resultat for SdU-holdet. Og det vil de gerne rette op på. Alt efter hvilke spillere, der virkelig kommer med, og hvad lodtrækningen bringer, så vil SdU-truppen helst gå videre fra puljen. 

- Og så tager vi den derfra, siger Tore Wächter, som lørdag (kl. 14) gæster Husum med TSV Kropp. Landsholds-spillerne i TSB kan allerede prøve kræfter med Frisia Lindholm, når de møder nordfriserne på hjemmebane (lørdag, kl. 14). SC Weiche FLensburg 08 II spiller søndag (kl. 14) hos Eckernförder SV, og førsteholdet møder i Regionalliga Nord (lørdag, kl. 14) oprykkerne fra Hannoverscher SC. I Verbandsliga spiller DGF mod TSV Nord Harrlislee (lørdag, kl. 14), og SIFs kamp søndag hos FC Fockbeck blev flyttet fra kl. 15 til kl. 14. IF Tønning (Kreisklasse C) møder lørdag kl. 14 SV Wöhrden II (9-mands). 

SYDSLESVIGS FODBOLDLANDSHOLD

Bruttotrup til Europeada 2020

Mål: Marcel Carstensen (DGF), Kenny Koch (SIF); markspillere Jonas Walter, Ture Blaue (SC Weiche Flensburg 08), Leve Thomsen (Nordmark Satrup), Steffen Eglseder, Nicolai Vosgerau, Lars Ole Puttins (TSB Flensburg), Tue Düring, Lukas Larsen, Joran Blaue (Danmark), Lukas Wrobel (SC III), Lukas Linhardt, Morten Wegner, Erik Wegner, Timo Bernsee (SIF), Jan Sell (TSG Concordia Schönkirchen), Noel Kurzbach, Ian Bieck (SC II), Fabian Wobig (Tønning) Reserve: mål: Jonas Wolz (SC II); markspillere: Marcel Steiner (Hamborg), Florian Völkner, Martin Steffensen (SIF), Nimai Hemmersbach (Satrup), Tim Meyer (Tønning), Lasse Arp (Dresden), William Steinberg, Marcel Heinrich (TV Grundhof), Bennet Kästner (Collegia Jübek), Morten Jensen Dahlmann (DGF), Jon Mattiies Massmann, Jonas Davidsen (Danmark) 

Resümee

Vom 20.-28. Juni 2020 findet die 4. Europeada, die Fußball-EM für sprachliche Minderheiten statt. Gespielt wird bei den Kärntner Slowenen, rund um den Klopeiner See. Hier findet am Sonnabend die Gruppenauslosung statt und dann wissen die Nord- und Südschleswiger sowie die Mannschaft der Friesen, gegen wen es geht. Die Auswahl der dänischen Minderheit hat zudem bereits ihren Wunsch-Kader zusammen.


red.