Tre gange dynamitpulje

Hans-Rudi Brugger trak sydslesvigernes lod. Organisationschef Siegfried Stocker (t.v.) kommenterede lodtrækningen. (Foto: Dlife)

Bozen. Mens det tyske fodbold-landshold var yderst glad for lodtrækningen til UEFA Euro 2016 i Frankrig, var det sydslesvigske fodboldlandshold lidt i chok efter pulje-fordelingen til Europeada 2016, EM for sproglige mindretal. - Det er en svær pulje og kunne næste ikke have været værre, sagde Kaj Andersen, SdU-konsulent og manager for sydslesvigernes hold efter lodtrækningen, som blev holdt mandag formiddag i Sydtyrol.



Resultatet blev, at Sydslesvig spiller i pulje D med Occitanerne (fra Frankrig), Aromunerne (fra Rumænien) og slovakkerne fra Ungarn. - Det ligner en dynamitpulje, var den umiddelbare kommentar fra Holger Bruhn. Træneren for det sydslesvigske hold tilføjede dog: - Hvis vi vil noget, og det vil vi jo med vores mål at nå semifinalen, så skal vi klare denne pulje. Og jeg er overbevist om, at vi også har holdet til det. Med Sand in Taufers fik vi i hvert fald det spillested, vi gerne ville have. Her venter os to kampe på kunstgræs, og jeg tror, det kan blive en fordel. Jeg er i hvert fald spændt på spilleplanen. Især Occitanerne og Aromunerne vurderer Holger Bruhn som stærke modstandere. Mod Occitanerne tabte SdU-holdet ved Europeada 2012 1-0 i puljen, og Aromunerne var stærke ved stævnets første udgave i 2008. Dengang var man også i samme pulje, men på grund af det daværende system blev der ikke spillet mod hinanden. SdU gik i sin tid videre på grund af fairplay-reglen. Aromunerne blev for otte år siden støttet af den tidligere rumænske verdensstjerne Gheorge Hagi, som havde skaffet fire professionelle spillere til holdet. Det er ikke længere tilladt at bruge professionelle fodboldspillere, men alligevel håber aromunerne, at Hagi vil bakke op om deres hold.



Udfordringer venter

Det er dog ikke kun sydslesvigerne som stønner over svære opgaver. Det samme gælder for friserne og holdet fra Nordslesvig. Friserne havnede i pulje E og møder bl.a. vinderen fra 2008 og 2012: Sydtyrol. I Pulje C møder nordslesvigerne blandt andet sorberne fra Lausitz og slovenerne fra Kärnten (nr. 3 fra 2012). Begge to meget svære modstandere. - Det er en stor udfordring for os, men nordslesvigerne har stor ambitioner, og jeg mener, at vi ikke er chanceløse, siger Lasse Tästensen, konsulent i »Deutscher Jugendverband für Nordschleswig«. Manfred Nissen repræsenterede friserne i Bozen og sagde: - Vi glæder os til tre spændende kampe, især til den mod Sydtyrol, der forventer vi mange tilskuere. Frisernes hold vil som i 2012 primært bestå af Frisia Lindholm (Verbandsliga Nord-West). Nordslesvigerne får hjælp fra bl.a. Peter Feies (træner for DGF Flensborg, Verbandsliga). Sydslesvigerne kan meddele, at Jonas Walter fra ETSV Weiche Flensburg (Reginalliga) har meldt sig klar til at deltage i stævnet næste sommer.

Ruwen Möller