Regionalliga Nord
28. Spieltag


SC Weiche Fl 08

1

:

0


Eintr. Norderstedt

Anpfiff

Fr - 29.03. 16:30 Uhr

Spielstätte

Manfred-Werner-Stadion

Zuschauer

848

Schiedsrichter

Kunkel (Hamburg)

Fodbold

Festlig fredag

Weiche Flensburgs målscorer Nico Empen i løbeduel med Norderstedts Ronny Marcos. Foto: Martin Ziemer

Flensborg. Fredagskampe kan godt gentages. Det må være konklusionen efter SC Weiche Flensburg 08s 1-0-sejr over Eintacht Norderstedt. Flensborgs højest rangerede fodboldklub har længe gerne villet spille hjemmekampe om fredagen, men på grund af det manglende lysanlæg på stadion har det ikke kunnet lade sig gøre, før Norderstedt accepterede det tidlige kamptidspunkt kl. 16.30.

Lørdag kl. 13.30 har længe været fast fodboldtidspunkt på Manfred-Werner-Stadion, og det tidspunkt står således også fortrykt på skiltet ved Husumer Straße, der reklamerer for næste hjemmekamp. Hvordan løser man det? To hvide lapper udskrevet papir med henholdsvis »Freitag« og »16:30«, så var den reklameged barberet.

Og det lokale fodboldpublikum havde faktisk fanget, at de skulle en dag tidligere til fodbold, end de plejer. 848 tilskuere var pænt, og de var så heldige, at vejret var endnu pænere. Således tog flere plads på plastiksæderne i solen - mange med en pølse og en øl i den ene hånd, og den hånd på panden for at skygge for den skarpe eftermiddagssol. At fodboldfansene kunne starte deres weekend i høj sol og højt humør var præcis, som de havde håbet i SC Weiche Flensburg 08.

Det var også præcis efter værternes drejebog, at Nico Empen efter 31 minutter strakte højre ben frem og gled den flade pasning fra Dominic Hartmann i kassen. 1-0 til hjemmeholdet i en fodboldkamp, der bestemt også var værd at kigge på. Der var chancer i begge ender, og selvom gæsterne befinder sig i den tungere ende af Regionalliga Nord, så bød de sig fornemt til på den grønsvær, der blev dækket af skygge i takt med solens nedgang bag ståtribunen.

Norderstedts Jan Lüneburg headede på overliggeren kort før pausen, og selvom Weiche Flensburg holdt nullet, var det bestemt ikke som at stjæle fredagsslik fra en fireårig. Også efter pausen var hjemmeholdet udfordret, ligesom speakeren da han kort før tid skulle annoncere udskiftningen af målscorer Empen og kludrede godt og grundigt i navnene. Han trængte sikkert til den weekend, som SC Weiche Flensburg 08 indledte helt perfekt. Kun Rebecca Black kunne have gjort fredagen mere festlig. Fredagsfodbold tåler gentagelse - særligt når solen skinner, og Weiche vinder.

Jonas Løytved

SC Weiche Flensburg 08: Kirschke - Paetow, Schultz, Isitan (Ibekwe 62.), Empen (Wulff 85.), Ostermann, Walter, Thomsen, Njie, Ilidio, Hartmann (Hasanbegovic 45.)
Eintracht Norderstedt: Grundmann - Marxen, Coffie, Meien, Lüneburg, Brüning (Facklam 69.), Marcos, von Knebel (Veselinovic 78.), Bojadgian, Nyarko, Büyükdemir (Brown 69.)
Dommer: Susann Kunkel
Tilskuere: 848