Verbandsliga - Nord
5. Spieltag


DGF Flensborg

3

:

1


SV Dörpum

Anpfiff

Sa - 24.08. 13:00 Uhr

Spielstätte

--

Zuschauer

--

Schiedsrichter

--

Fodbold

En sejr i solen

Leif Grüter og resten af DGF-mandskabet hentede sæsonens første sejr i flot solskinsvejr. Foto: Sven Geißler

Flensborg. Da Sandi Duratovic skød DGF Flensborg på 2-1 med små 10 minutter tilbage af Verbandsliga-kampen mod SV Dörpum tog han lige en spurt hele vejen ud mod bænken. Holdkammeraterne fulgte med, og så var der ligesom dømt gruppekrammer på græsplænen. Det betød ikke meget. Det betød rigtig meget for SdU-klubben endelig at være på tavlen. Endelig at få en sejr efter oprykningen til Verbandsliga. 3-1 på hjemmebane mod SV Dörpum kom efter en utrættelig fighter indsats, hvor DGF til sidst fik beløningen. 

- Alle gav hundrede procent i alle 90 minutter. Det var en holdsejr, mente Duratovic, der blev matchvinder med målet til 2-1 og ved at fremtvinge et straffespark i kampens sidste minut, der gjorde, at Malte Steffensen kunne lukke kampen. 

Kampens fornemmeste detalje var dog 1-1-udligningen fra Henrik Boennen, der langt uden feltet kanonerede kuglen i fjerneste målhjørne. Det mål kommer børnebørnene til at høre om. Og det kom på et vigtigt tidspunkt, hvor kampen var ved at tippe til gæsternes fordel efter Florian ­Schmidts 1-0-mål efter et kvarter. Dörpum var bedst før pausen men brændte ud i de glohede fodboldforhold. Imens brændte DGF et brag af en anden halvleg af, og de var faktisk så varme, at målmand Marcel Carstensen ikke fattede, hvorfor dommer Frederik Simon dog skulle fløjte til vandpause midt i halvlegen. Stakkels Simon havde svært ved at tilfredsstille de to mandskaber, og han startede også skævt ud ved at forsinke kampen i et kvarter, fordi DGF af uransagelige årsager ikke kunne printe de officielle kamppapirer. Om printeren havde solstik vides ikke, men til sidst gik det op i røg for Dörpum, mens DGF endelig fyrede ordentlig op under Verbandsliga-kampagnen. Nullet på tavlen er slettet, og de første tre point er på kontoen. - Det her var anderledes end i de andre kampe, hvor vi har været bagud. Vi ville det virkelig i dag, konstaterede DGF-træner Peter Feies, der krøb i skyggen på trænerbænken efter den fælles fejring i solen. Der var rundkredsjubel, bredde smil, og tilbage i omklædningsrummet blev Benjamin Ingrossos »All Night Long« braget af med volumen på maks. Om fejringen af sæsonens første point varede hele natten, skal dog være usagt. Men DGFerne var i hvert fald glade. - Moralen er tilbage, og hvis vi fortsætter sådan, så får vi også flere point i de kommende kampe, sagde Sandi Duratovic.


Jonas Løytved

DGF Flensborg: Carstensen - Grüter, Nielsen, Witt, Duratovic, Hassanoglou, Hansen (Köpp 57.), Steffensen, Boennen (Kuci 74.), Bülo (Mohr 67.), Wiese

SV Dörpum: Soenksen - Paulsen, Nicolaisen, Ebsen (Petersen 46.), Schmidt (Nazari 85.), Petersen, Moellgaard, Brühl, Johannsen, Hornburg, Volquardsen (Johannsen 51.)
Dommer: Frederik Storm