Træningslejr

Danskerklub på hjemmebane

Lars Christiansen har valgt Hotel Juelsminde Strand som bosted for SG-træningslejren. Foto: Lars Salomonsen

Håndbold Bundesliga-klubben SG Flensburg-Handewitt er på træningslejr i Danmark. Flensborg Avis følger holdet tæt hele ugen, og som optakt har vi talt med Lars Christiansen (Head of sports of development) om baggrunden for, at han valgte sin hjemby til træningslejren. Dårligt nyt fra Jacob Heinl.


Juelsminde. - Det er lidt som i Skagen, hvor vandene støder sammen. Her, lige uden for Juelsminde mødes Vejle og Horsens Fjord, siger Lars Christiansen og peger ud på Østersøen.
Vandet står nærmest stille, der er kun let vind, solen kigger af og til forbi, når skyerne tillader det. Han og familien bor direkte ud til vandet på den yderste spids af landtangen, godt 30 kilometer nordøst for Vejle.
- Jeg er ikke farvet, jeg kommer ikke herfra, men er det ikke et dejligt sted? siger manden, der er én af de sportsligt ansvarlige ledere i håndboldklubben SG Flensburg-Handewitt.

Danskeren joker selv med, at han godt kunne arbejde som ambassdør for kommunen, så positivt taler han om den. Derfor undrer det heller ikke, at han valgte Juelsminde, da han skulle organisere årets træningslejr for bundesligaklubben.

De seneste mange år er SG altid taget til Sverige, hvilket den tidligere træner Ljubomir Vranjes, selv svensker, stod for. Den nuværende træner, Maik Machulla, havde i år en ide om at besøge Bozen, da SG har tæt forbindelse til håndboldakademiet i Sydtyrol. Men coronaen satte en stopper for alle planer, og pludselig stod Danmark på dagsordenen.
- Her har vi alle muligheder, siger Lars Christiansen, der forleden havde besøg af Machulla og assistenttræner Mark Bult.
- De var imponeret over faciliteterne her.
SG kommer til at bo på Hotel Juelsminde Strand og kan benytte sig af hallerne samt fitness-området på Hellebjerg Idrætsefterskole, der kun ligger et par hundrede meter væk.
Lige uden for hotellet er der tennis-banerne, og bag den næste husrække er der mulighed for at hoppe i vandet, hvis spillerne i deres få timers fritid har brug for lidt afveksling.
- Det er jo ikke ferie, understreger Lars Christiansen.
- De skal heller ikke smadres, men i hvert fald træne hårdt, tilføjer han og griner.
Det, han mener, er, at de næste otte dage skal bruges på masser af træning. Desuden venter der lørdag en træningskamp mod det danske ligahold Fredericia i Juelsmindehallerne. Efter kampen mod GOG (32:40) er det foreløbig den sidste træningskamp. Det planlagte møde med Kolding IF den 1. september er blevet aflyst, da KIF skal spille pokalkamp den 30. august og har ligastart den 4. september.
SG har alle spillere med i træningslejren, det gælder også de to skadede stregspillere, Johannes Golla og Jacob Heinl. Også Mads Mensah Larsen, som tirsdag blev far til en lille datter, er med, og det samme gælder for unge Magnus Holpert samt Sergej Gorpishin, som Flensborg tester på stregpositionen.
Torsdag kom det frem, at Jacob Heinl har knækket det indre ledbånd i højre knæ, efter han blev skadet i tirsdagens træningskamp mod Bjerringbro-Silkeborg. Stregspilleren skal ikke opereres, men klubben har ikke oplyst noget omkring, hvor lang tid han vil være ude.
SG-direktør Dierk Schmäschke betegnede skaden som en katastrofe, og træner Maik Machulla fastslog, at målene for sæsonen nu er i fare, idet alle spillere fra midterforsvaret er skadet.
Johannes Golla har brækket foden, mens Simon Hald lige kommer tilbage fra en korsbåndsskade. Klubben er derfor på udkig efter en erstatning, selv om de økonomiske midler på grund af coronakrisen er begrænsede.

Ruwen Möller