Fodbold
Tredje gang var lykkens gang
Fodbold
Flensborg. Det lokale politi havde plantet otte mandfolksbrød ude foran Manfred-Werner-Stadion. Sikkerhedsopbuddet er altid lidt større, når HSV kommer på besøg i Flensborg - også selvom det er andetholdet. Deres fans kan nemlig godt lave ballade. Det kunne deres fodboldspillere til gengæld ikke.
Harr, Harr! Fristedes man til at grine, da HSV-keeper Kevin Sören Harr havde glemt linserne, eller hvad end der nu var årsagen. Kampen var i hvert fald ikke mere end fire minutter gammel, da Tim Wulff fik en gave på størrelse med dem, rigmandsdøtre får til jul. Tak for gaven, sagde angriberen, og en tidlig 1-0-føring til hjemmeholdet.
Allerede efter mindre end et minut burde Wulff faktisk have scoret. Han fik en blankocheck foran kassen, men farten i afslutningen mindede mere om et put-forsøg end et reelt skud på kassen. Harr lo først, men den, der ler sidst, ler som bekendt bedst…
Weiche Flensburg burde have først større allerede i de første 10 minutter. Mindst fem gode muligheder havde hjemmeholdet for at pløkke en ekstra pind på tavlen. Gæsterne var presset i bund og virkede slet ikke kampklar. Hvis vi altså ser bort fra Tobias Fägerström, der utallige gange søgte infights med Angelos Argyris. HSV-spillerne kom generelt til Flensborg med en attitude, så man skulle tro, at de brugte kampen som opvarmning til en aften på Reeperbahn.
Gæsterne havde bolden mere efter pausen, men det skyldtes vel egentlig bare, at Weiche Flensburg stillede sig længere tilbage på banen. HSV fik nedlagt Ilidio, der måtte udgå efter en nærkamp, men forsvar og mål var de aldrig i nærheden af at nedlægge.
Det bør give panderynker hos Weiche Flensburg-træner Daniel Jurgeleit, at vi skulle helt ind i kampens sidste 10 minutter, før værterne lukkede kampen. Jovan Vidovic sendte køligt et frispark fladt i mål til 2-0 og sikrede sæsonens første hjemmesejr. Tredje gang var lykkens gang, og det må bringe smilene frem, både hos Jurgeleit, spillerne og de imponerende 1512 tilskuere, der var på plads på Manfred-Werner-Stadion, hvor politiet ikke havde meget at lave. Der var ingen fare på færde. HSV-spillerne var i hvert fald slet ikke farlige.
Jonas Løytved
SC Weiche Flensburg 08: Kirschke - Jürgensen, Paetow, Schulz, Olesen (Wirlmann 82.), Njie, Wulff (Andersen 63.), Ilidio (Isitan 72.), Vidovic, Hartmann, Argyris
HSV II: Haar, David, Pinckert, Storb, Haut (Ambrosius 25.), Litani, Moosen, Fagerström, Kwame (Schneider 63.), Giese, Geißen (Ulbricht 74.)
Dommer: Felix Bickel
Tilskuere: 1512