Håndbold

Torsdag barnemad, lørdag Brest

Håndbold

23. März 2019, 08:00 Uhr

Rasmus Lauge og co. ordnede hurtigt Bietigheim og har sat kurs mod Champions League i Brest. Foto: Sven Geißler

Klokken var i hvert fald 20.30 før alle SG Flensburg-Handewitts spillere var nået ind i omklædningsrummet til et jubelskrål. 14 timer senere lettede flyet fra Sønderborg mod Brest i Hviderusland, hvor SG allerede lørdag (kl. 18, live Sky) spiller den første af to ottendedelsfinaler i Champions League mod Meshkov Brest. 

Med den kamp i mente udviklede kampen mod SG BBM Bietigheim sig perfekt for SG, der tidligt satte gæsterne af og gennem anden halvleg kunne cruise mod sejren på 31-22 (15-7) og milepælen med et kalenderår uden nederlag i Bundesligaen. Bietigheim var det rene barnemad, så ingen led overlast, inden den vigtige europliske knockout-kamp.

- Det havde da været bedre, hvis kampen lå tidligere på ugen, men det var rigtig godt, at vi fik en forholdsvis sikker sejr, sagde Tobias Karlsson med et smil efter kampen.

Den svenske forsvarskaptajn styrede et forsvar, der satte Bietigheims rutinerede Michael Kraus skakmat, og så havde Benjamin Buric sømmet bosniske brædder på buret. Samtidig ligner den danske profil Rasmus Lauge én, der lugter guld. Han gør det fremragende som fremskudt spiller i 5-1-forsvaret, og offensivt gik midtjyden også forrest og blev SG-topscorer med fem mål.

- Et år uden nederlag det er vildt. Vi er selvfølgelig utrolig stolte, men det er trods alt ikke over én sæson men over to sæsoner, så vi har ikke vundet noget endnu. Vi vandt sidste år, men i år har vi ikke vundet endnu, og det skal vi huske os selv på, lød det målrettet fra Lauge.

Men hvad kan stoppe jer nu?

- Indtil nu går det meget godt, men alle kampe er svære, sagde danskeren, der hurtigt vendte blikket mod lørdagens opgave i Hviderusland.

- Brest er ingen nem opgave. De har altid fyldt hal, og de giver den gas. De har slået Rhein-Neckar Löwen klart tidligere på sæsonen, og det er et hold med stor kvalitet.

Det er de hviderussiske mestre, der har den tidligere SG-spiller Petar Dordic på holdet, som er SGs næste udfordring på vejen mod Final4. Ottendedelsfinalen har de seneste tre sæsoner været endestationen for Meshkov Brest i Champions League, men det er et mandskab, der sigter højere, og som SG-lejren har stor respekt for.

- Vi skal være indstillet på et stort slag, men det er også en kamp, som vi glæder os til, konstaterede cheftræner Maik Machulla, der også glædede sig over, at alle mand kom godt gennem kampen mod Bietigheim og er »ikke er alt for trætte«.

SG har fordel af hjemmebane i returkampen i næste weekend i Flens-Arena, og Maik Machulla har ikke på forhånd sat et succeskriterium for den første kamp i Hviderusland.

- Vi håber, at vi får et godt resultat, og vi er selvfølgelig taget til Hviderusland for at vinde kampe, lød det fra SG-træneren.

Anfører Tobias Karlsson ved da også godt, hvad han gerne vil have ud af de kommende otte dage, der ud over ottendedelsfinalerne mod Brest også byder på en Bundesliga-topkamp på torsdag i Magdeburg.

- Jamen vi vil videre i Champions League, og vi vil også vinde i Magdeburg, slog Karlsson fast.


Jonas Løytved

SG Flensburg-Handewitt - SG BBM Bietigheim 31-22 (15-7)
SG Flensburg-Handewitt:
Buric, Bergerud - Karlsson, Golla 3, Hald, Glandorf 2, Svan 1, Wanne 2 (2), Jeppsson 1, Jøndal 4 (3), Steinhauser 4, Zachariassen 4, Søgard Johannessen 2, Gottfridsson 3, Lauge 5, Rød 1
SG BBM Bietigheim: Ebner, Müller - Haller 1, Vlahovic 3, Rentschler 2, Claus, Kraus 1 (1), Oehler, Rønningen, Link 2 (1), Asmuth, Trost 2, Döll 3, Emanuel, Marcec 4, Fischer 6
Dommere: Jannik Otto og Raphael Piper
Straffekast: 5/6-2/2
Udvisninger: 1-5
Tilskuere: 6003

Resümee:
Ein Jahr ungeschlagen in der Bundesliga. Das haben die Handballer der SG Flensburg-Handewitt geschafft mit dem souveränen 31:22-Sieg am Donnerstag gegen die SG BBM Bietigheim. »Das ist krass. Wir sind natürlich unglaublich stolz. Es geht ja um ein ganzes Kalenderjahr, wenn auch saisonübergreifend. Deswegen haben wir in dieser Saison noch nichts gewonnen, und das sollten wir nicht vergessen«, so Rasmus Lauge nach dem Erfolg. Das überzeugende Sieg war der perfekte Auftakt für die nächsten acht Tage mit zwei Achtelfinal-Spielen in der Cham­pions League sowie dem Bundesliga-Topspiel in Magdeburg. Schon am Sonnabend (18 Uhr, live Sky) geht es für die SG los mit dem Hinspiel in Weißrussland gegen Meshkov Brest. »Brest ist keine einfache Aufgabe. Da ist immer volle Halle, und sie geben Gas«, so Lauge vor dem Champions-League-Duell.