Smil i Kiel
Fodbold
De publikummer, der havde fået solbrillerne med til bold, var væsentlig smartere end denne reporter, der belært af det typiske vejr på denne årstid var iført både halstørklæde og stor jakke. Det var dagens næstdummeste beslutning. Den dummeste var ikke at ankomme i bedre tid.
Opvisningskamp var et tilløbsstykke
20 minutter før kampstart var alt optaget på parkeringspladsen, og det medførte, at publikum kom dryssende langt ind i første halvleg. Ja, den dansk/tyske træningskamp var lidt af et tilløbsstykke.
Om det var vejret, tysk efterårsferie eller billetprisen på en flad fem-euro-seddel, der lokkede langt over 1000 glade kielere til fodbold skal ikke kunne siges. Men det var i hvert fald ikke de danske gæster. De var mødt op uden »giraffen« Rafael van der Vaart med en fortid i HSV, og en ældre herre konstaterede sågar til konen, at Holstein Kiels testmodstander »ligger nummer fire i den svenske liga«. Tæt på – og så alligevel ikke.
Esbjerg ligger godt nok nummer fire i Superligaen, og det var vel på papiret ganske fint matchet op mod Holstein Kiel, der er nr. 11 i 2. Bundesligaen. Altså lige indtil klokken var få minutter i pause-bratwurst. Først stod Heinz Mörschel blank som den blå himmel, og kort efter tyrede Jannick Dehm et indirekte frispark i kassen med et hug, der var mere tørt end bladene på de træer, der omgiver opvisningsbanen. 2-0 til Holstein Kiel ved pausen, og knapt var spillerne retur til anden halvleg, før Benjamin Girth sendte hjemmeholdet på 3-0.
De tyske værter kom på både 4-0 og 5-0 ved spillerne med de mundrette navne Masaya Okugawa og Noah Awuka, inden danskerne fik et godt gammeldaws »trøstemål«. Yuri Yakovenkos gled 5-1-reduceringen ind, men vestjyderne var på glatis i den nordtyske sol. Ja, dagen var lidt svær – for Esbjerg. Til gengæld var der masser af smil – hos dem fra Kiel.
Jonas Løytved
Derfor den dansk/ tyske testkamp
John Lammers, cheftræner Esbjerg fB:
Det er en god måde at se, hvilket niveau holdet har. Vi er godt organiseret, men i dag kan du se, at hvis en eller to ikke gør, hvad de skal gøre, så har du problemer mod et tysk hold.
Det er en god måde at se, hvilket niveau holdet har. Vi er godt organiseret, men i dag kan du se, at hvis en eller to ikke gør, hvad de skal gøre, så har du problemer mod et tysk hold.
Tim Walther, cheftræner Holstein Kiel:
Danske hold spiller fysisk, og de er godt uddannet. Jeg forsøger altid at spille mod danske hold. Når vi ligger så tæt på grænsen, er det en åbenlys mulighed.
Danske hold spiller fysisk, og de er godt uddannet. Jeg forsøger altid at spille mod danske hold. Når vi ligger så tæt på grænsen, er det en åbenlys mulighed.