Fodbold
Ingen slinger i valsen
Fodbold
Tre nye spillere fik chancen fra start for Weiche Flensburg, og en af de nye, Fabian Graudenz, var først på måltavlen (24.). Også en af de gamle kendinge, Marvin Ibekwe, fik sjasket kuglen i kassen (27.). 2-0 til gæsterne, og begge mål scoret midt i første halvleg. Så kunne Weiche Flensburg ellers køre den sikre 2-0'er hjem uden de store dikkedarer. Landesliga-mandskabet TSV Lägerdorf havde ikke den tilstrækkelige kvalitet til at true Weiche Flensburg.
Fjordbyens bedste fodboldmandskab er i gang. De første 90 minutter er veloverstået, og så er det selvfølgelig plads til forbedringer. Det vil træner Daniel Jurgeleit afgjort også pointere. Men fakta er, at den første opgave, den første pligtsejr kom i hus. Aftensolen skinnede over SC Weiche Flensburg 08, der levede op til favoritværdigheden og er videre i SHFV-Pokal. Den store styrkeprøve må så vente slutningen af juli og den første ligakamp mod Wolfsburg II.
Jonas Løytved
SC Weiche Flensburg 08: Kirschke - Jürgensen, Ibekwe, Isitan, Graudenz (Meyer 67.), Stöhr, Walter (Wulff, 77.), Thomsen, Njie, Hartmann, Argyris
Dommer: André Röpke