En danskerklub i Nordfrisland

HSG Nord NF

Thomas Bleicher
23. März 2018, 07:50 Uhr

Danskeren Morten Brix (med bolden) har allerede spillet i klubben i flere år. Foto: Sven Geißler

Flensborg/Sønder Løgum. 40 kilometer øst for Flensborg, i Nordfrisland, ligger Sønder Løgum. Her er den tyske håndboldklub HSG Nord NF hjemmehørende. Klubbens herrehold spiller i Slesvig-Holsten Ligaen, men en ting, der især kendetegner holdet, er de fem spillere, der oprindeligt kommer fra Danmark. 

- Vores geografiske beliggenhed er jo oplagt til, at vi prøver at overbevise danske håndboldspillere om at komme til HSG Nord NF. Sønder Løgum ligger kun tre kilometer fra den danske by Tønder, fortæller HSG Nord NFs træner Thorsten Schella.
Med Martin Boyschau og Morten Brix spiller to danskere allerede i flere år i den tyske håndboldklub, og begge har desuden spillet for Nord NFs ungdomshold. Også den danske assistent-træner Christian Boyschau har været aktiv i klubben i flere år.

Træner for begge sine sønner

Helt specielt for ham er dog, at han siden begyndelsen af sæsonen er træner for begge sine sønner.
- Christian overbeviste sin anden søn Marco om at skifte til HSG Nord NF sidste sommer. Da to andre spillere ret sent besluttede sig for at forlade klubben, var vi på jagt efter nye spillere. Det var Christian, der fik skabt kontakten til ukraineren Ievgenii Kokhno og danskeren Alexander Honoré fra klubben Ponyhof Borhnsdorf, samme klub som også Marco Boyschau kommer fra, siger Thorsten Schella.
HSG Nord NF har spillet en fremragende sæson indtil videre og ligger på nuværende tidpunkt på fjerdepladsen i Slesvig-Holsten Ligaen. En stor andel har også de danske spillere, der har integreret sig rigtig godt og spiller en vigtig rolle for holdet.
- Jeg er mere end tilfreds med sæsonens forløb. Vores egentlige mål i starten af sæsonen var at forhindre nedrykningen, og nu ligger vi så godt. Det er jeg virkelig glad for, fortæller træneren. Men også planlægningerne for næste sæson er allerede gået i gang, og både træner-teamet og også de danske-drenge bliver i klubben. Og ikke mindst er sæsonmålet blevet sat en tak højere op. - Vi vil gerne spille med i den øvre del af puljen. Vi har set, at vi har potentiale til det, og hvem ved, måske står chancerne for en oprykning jo ikke så dårlige, siger Thorsten Schella afsluttende.

Fakta/Holdopstilling

HSG Nord NFs hold:

Træner: Thorsten Schella 
Assistenttræner: Christian Boyschau 
Spillere: Björn Henningsen, Björn Vogeler-Schibrath, Frederick Helmer, Alexander Honoré, Thies Klappstein, Andre Nicolaisen, Martin Boyschau, Ievgenii Kokhno, Steffen May, Morten Brix, Oliver Petersen, Marco Boyschau, Benny Haas, Sören Thoroe, Rick Walder, Jonas Jürgensen, Björn Enewaldsen.

Kaya Plöger
kaya@flensborg-avis.net