Anføreren skabte juleglæde
Fodbold
Weiche Flensburg-anfører Christian Jürgensen var med to mål afgørende i 4-0-sejren over Egestorf-Langreder. Foto: Lars Salomonsen
Julegodterne fra anføreren lod dog vente på sig. Mod slutningen af første halvleg var det hverken mål eller sne men styrtende regn, der faldt over stadion. I sådanne mængder at hvis det havde været i et skolefrikvarter, så var børnene for længst søgt indenfor. Der var også noget mere storm i flagene rundt om banen end mod de to mål. Hjemmeholdet Weiche Flensburg var mest lysende, men det var ikke nok til at lyse stadion op under den mørke himmel.
0-0 ved pausen var helt fair, og da regnen aftog lidt, fik »Merry Christmas Everyone« endnu en chance i højtalerne. Anden halvleg blev også anderledes glædelig. Anfører Christian Jürgensen var tæt på at løfte julestemningen allerede kort efter pausen, men ellers manglede fodboldsovsen både saft og kraft.
Men næsten samtidig med at både regn og storm igen tog til, kom der lidt lækkerier at jule sig på. Christian Jürgensen var igen tæt på med et hovedstød, men på det efterfølgende hjørnespark kom forløsningen. Returbolden endte hos anføreren, der sparkede 1-0-målet i nettet (69.), og så var der åbnet for godteposen. Syv minutter senere scorede Jürgensen sit andet mål, da han fulgte op på Görkay Isitans afslutning (76.), og ti minutter før tid kom Isitan også selv på tavlen.
Julelyset var for længst slukket hos Egestorf-Langreder, da Nico Empen scorede til slutresultatet 4-0 (89.). For anden kamp i træk holdt SC Weiche Flensburg 08 nullet, og mens regnen igen aftog samledes Weiche Flensburg-spillerne sig på midten af banen. De snakkede længe, da de evaluerede 4-0-sejren og gik hver til sit på vinterpause. Det blev alligevel en glædelig jul.
Læs mere i mandagsudgaven af Flensborg Avis.
Jonas Løytved
Statistik:
SC Weiche Flensburg 08: Kirschke – Jürgensen, Paetow, Isitan, J. Ostermann (H. Ostermann 85.), Meyer (Empen 70.), Hasanbegovic, Thomsen, Ilidio, Ibekwe (Nije 90.), Hartmann
Egestorf-Langreder: Schöttelndreier – Gaida, Stieler, Homeier, Schömer, Beismann (Stephane 74.), Engelking, Dismer (Oltrogge 79.), Siegert, Novotny, Teichgräber
Dommer: Axel Martin
Tilskuere: 558