Temperaturen stiger

Håndbold EM

17.01.2016

Gdansk. Rasmus Lauge og Kevin Møller var godt indpakket i tygge vinterjakker og havde huer på, da de fik sig en gåtur lørdag formiddag inden Danmarks første EM-kamp mod Rusland. 
Turen fra spillerhotellet, som kun ligger få meter fra Østersøen, gik til stranden, som er dækket med sne og is. Det er en tør og klar vinter i Gdansk i disse dage. - Jeg tror, vi er klar til den første kamp, sagde Rasmus Lauge, og Flensborg-holdkammeraten Kevin Møller nikkede. Få timer senere skulle det vise sig, at de to havde ret, men det tog lidt tid, før danskerne havde fået EM-varmen. Playmaker Rasmus Lauge var blandt de fire SG-stjerner, som var at finde i den danske startopstilling. Anders Eggert og Lasse Svan dannede makkerpar på fløjene, og Henrik Toft Hansen begyndte på stregen og i midterforsvaret. EM-debutant Kevin Møller sad som forventet på bænken. Efter at Rasmus Lauge, europamester fra 2012, i Flensborg igen har fundet sin topform, forventer den danske offentlighed meget af ham. Det samme gælder for alle andre EM-drenge, men mod et i begyndelsen farligt russisk hold kom det danske angrebsspil aldrig rigtig i gang. Efter godt 20 minutter blev Rasmus Lauge bænket. Han vendte først tilbage i slutfasen, hvor Danmark endelig fik styr på modstanderen, og angrebsspillet var mere flydende. I den fase kunne Lauge bidrage med to mål i træk. Samlet scorede han tre gange.

Høje forventninger

- Inden EM har vi spillet på et ekstremt højt niveau, og jeg tror folk derfor har høje forventninger. Måske synes de derfor, at vi ikke spillede godt angrebsmæssigt, forklarede Rasmus Lauge dagen efter kampen til pressemødet på spillerhotellet. - I begyndelsen burde vi nok have spillet mere i bredden, men vi ændrer taktik og viser, hvor gode vi er. Vi skal tage det helt roligt, vi spillede godt angrebsspil. Kort efter Lauges udskiftning kom aftenens højdepunkt for Flensborg-fløjene. Ved stillingen 8:8 (23. min.) får Lasse Svan bolden på højrefløj. Vinklen er alt for spids til selv at skyde på mål. Alligevel flyver han ind i målfeltet for så at aflevere bolden til Anders Eggert, som allerede hænger i luften og scorer. Kort tid efter kampen er det mål et hit på de sociale medier. De godt 5000 danske fans i hallen var begejstret, og spillerne er glad for opbakningen. - Det var som at spille på hjemmebane, sagde Anders Eggert. - Det er ingen selvfølge at så mange kommer hertil, men det er dejligt at se, at det er rødt og hvidt på tribunen. Det kommer helt sikkert til at hjælpe os i turneringen, tilføjede Henrik Toft Hansen, som fik lidt pause i løbet af anden halvleg, men ellers spillede det meste af kampen i begge ender af banen. - Vi havde meget fokus på forsvarsspillet, og det er jeg godt tilfreds med. I angrebet havde vi måske lidt problemer, men dem får vi løst, sagde han. Og Kevin Møller? Også den femte SG-spiller kom på banen og kunne bidrage til sejren. - Kevin er meget vant til at sidde på bænken og komme ind og lave gode ting, som han har gjort det i Flensborg i både Bundesliga og Champions League, havde landsholdets målmandstræner Tomas Svensson sagt inden EM. Og han ved, hvad han taler om. Få sekunder efter pausen tog Kevin Møller et straffekast fra russernes farlige playmaker Dmitrii Zhitnikov. Bagefter tog han igen plads på bænken. Belønningen fulgte i kampens sidste minutter, hvor han vendte tilbage på banen. Aftenens bedste spiller, Niklas Landin, fik lidt hviletid, da kampen var afgjort. Til slut var alle enige: Med sejren er Danmark kommet godt ind i turneringen. Nu skal temperaturen gerne stige yderligere fra kamp til kamp. Den næste venter mandag mod Montenegro, som tabte sin åbningskamp 32-27 til Ungarn.
Ruwen Möller rm@fla.de 

Danmark: Landin, Møller (ved to straffekast og de sidste fire minutter) – Lynggaard, Christiansen 3, Mensah Larsen 4, Mortensen, Eggert 2, Lauge 3, Nøddesbo 3, Svan 2, Lindberg 2, Møllgaard 2, Toft Hansen 1, Hansen 4, Damgaard 4, Balling 1.