Nu bliver det alvor for DHK Flensborg

Sæson 2017/2018 i 3. Liga

17.08.2017

Flensborg. Alle i Dansk Håndbold Klub (DHK) Flensborg er enige om, at det bliver den mest spillestærke 3. division i tysk håndbold, som de 15 spillere og deres træner, Torben Walluks, hidtil har været konfronteret med. Men alle er parate til nye udfordringer. Det blev tydeligt under det pressemøde, som DHK inviterede til tirsdag aften i Eventhalle Stotz i Hanved. - Vor Dritte Liga Nord bliver den stærkeste blandt de i alt fire 3. divisioner. Der spiller flere tidligere klubber fra 2. division og spillere med erfaringer fra 2. og 1. division, deriblandt HSV Håndbold.

Holdet viser bid

- DHK har dog det rette hold med ældre og yngre spillere, som kan bide fra sig. Og det forhåbentligt allerede til første hjemmekamp den 27. august, som undtagelsesvis skal spilles på en søndag (Idrætshallen kl.17). Det sagde DHKs teammanager, Tobias Dahm, foran næsten 100 fremmødte på pressemødet. Han nævnte især medhjælperne uden for banen, deriblandt Karin Hörster-Juchum, der organiserer hjemmekampene og gør dem til en helhedsoplevelse. De to forretningsførere, Tim Blohme og Peter Stotz, er ligeledes optimistiske. Blohme fremhævede, at træningen ikke kun har gjort indtryk på spillerne, men også på holdet uden for holdet.

Ingen genkendelse

- Da jeg fire uger efter træningsoptakten kiggede ind i omklædningsrummet og i bruserummet kunne jeg næsten ikke genkende mange af jer igen, bemærkede Tim Blohme med et smil og til stor moro for alle. Han tilføjede, at DHKs førstehold er økonomisk sund og stabil. Mens klubberne i 3. division i gennemsnit råder over et budget på 400.000 euro, må DHK nøjes med 140.000 euro. 200-250.000 ville være ønskeligt. Men vi klarer os ved hjælp af vore mange venner og sponsorer, fremhævede Peter Stotz. Alle ventede spændt på, hvad den ny træner, Torben Walluks havde at sige. - Efter to måneder føler jeg mig rigtig hjemme hos DHK, og samarbejdet er præget af gensidig tillid. Jeg behøvede ikke at motivere spillerne, som allesammen har fulgt godt op under forberedelserne. - Den nye kurs satser på spillernes selvstændighed og ansvar. De kan motivere sig selv, mens jeg bl.a. ved tilrettelæggelsen af træning og forebyggelse mod skader måske kan være behjælpelig med at skabe de nødvendige rammer under træningen og kampene.

Beskeden og selvbevidst

Sådan lød det fra den både beskedne og selvbevidste træner, som ud over sit job i Husum dagligt kører fra arbejde eller fra hjemmet i Tating på Ejdersted til Flensborg. Walluks mener, at der er en god blanding mellem de garvede og de yngre spillere, som kan lærer af hinanden. De fleste er oppe på mellem 80 og 85 procent af deres kunnen. Resten vil være der, når sæsonen begynder for alvor i Dritte Liga. Om ledelsen og træneren stadig drømmer om en venstrehåndet spiller, efter at Jeppe Bruhn og Marc Blockus er stoppet hos DHK?- Jeg vågner flere gange om natten, og måske tænker jeg på én eller to venstrehånds-spillere. Men jeg har 15 velspillende drenge på holdet, og de skal nok få det til at glide, siger Torben Walluks.

Spil modstanderne »kaput«

Opmærksomme avis-læsere vil allerede vide det. Men her endnu en gang de nye spillere på DHKs hold: Tjark Desler (26 år) fra Elbflorenz Dresden og tidligere Tarp. Jasper Basenau (18) fra SGs A-Jugend, Søren Pedersen (20) fra Ikast, Phillipp Jochimsen (19) fra TSV Hürup, Timmi Ejmar (28) fra Tinglev og træneren Torben Walluks fra Mildsted. Alle spillere er præsenteret på DHKs Facebook-side.Læserne skal dog ikke snydes for godbidder fra Tjark Desler og Timmi Ejmar: - Ikke for at være arrogant, men alle kender mig vel, lød det tørt fra Tjark Desler. Det skyldes dog næppe kun, fordi han er søn af en tidligere TSB-legende, Willi Desler, der under hver af sine mange scoringer kunne høre et langtrukkent »Williiiiiii« fra hele hallen.Den »tabte søn« og tidligere spiller for DHK II, Tønder og Tinglev, hvis navn de færreste kan stave rigtigt, den næsten tosprogede Timmi Ejmar, må have samlet mange kræfter under træningen. Han bebuder nemlig, at »jeg vil være med til at spille modstandernes angreb og forsvar 'kaput'.«  Raning Krueger

Deutsches Resümee

Beim DHK Flensborg sind sie sich einig: das wird die spielstärkste Dritte Liga, mit der der Verein jemals zu tun hatte. Der DHK mit seinem neuen Trainer Torben Walluks fühlt sich aber nach Wochen des intensiven Trainings gut gerüstet. Das wurde am Dienstagabend bei der offiziellen Pressekonferenz in Handewitt deutlich. Der DHK geht mit einem Etat von 140.000 Euro in die Saison. Vergleichsweise niedrig, denn der Schnitt der Liga liegt bei rund 400.000 Euro. Neben Trainer Torben Walluks kamen auch die Spieler Philipp Jochimsen, Tjark Desler, Timmi Ejmar, Torwart Jasper Basenau und der Däne Søren Pedersen neu zum DHK. »Wir haben 15 gute Handballer in der Mannschaft und wir werden die verschiedenen Herausforderungen meistern«, so Torben Walluks.