Nederlaget blev for stort

Fodbold

23.10.2018

Flensborg. Et 5-0-nederlag kan nemt lyde som en søndagsdukkert på rigtig dybt vand, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det er konklusionen hos SG DGF/Stjernens A-juniorer efter udebaneskuffelsen mod TSV Altenholz i Oberliga.

- Vi har fået noget med herfra. Vi lærer hele tiden af vores fejl, og vi vil arbejde videre og håber at vinde de kommende kampe, lød analysen fra træner Sven Christiansen. Han konstaterede dog også, at 5-0 var en for stor forskel på måltavlen.

- Sejren til Altenholz var i orden, men den var tre mål for stor, mente han.

Det ærgrer særligt SdU-juniorerne, at de efter en flot indsats før pausen alligevel var bagud med 2-0 efter de første 45 minutter. Carls Justus Leip gjorde det til 1-0 for værterne efter en standardsituation efter 19 minutter, og knap 20 minutter senere var en målmandsfejl skyld i, at Ricardo Bock kunne fordoble føringen (38.). Så var der ligesom høj bølgegang for Sven Christiansens tropper.

- Jeg er tilfreds med indsatsen. Vi gjorde, som vi havde trænet og giver ikke nogen chancer i første halvleg. At lukke mål ind på en standardsituation og en målmandsfejl kan ske, forklarede DGF/Stjernen-træneren.

Og når der først er kommet bølgegang på dybt vand, så er det som bekendt svært at redde skuden i land, og det blev det også for mindretalsjuniorerne, der faldt i niveau efter pausen og lavede flere fejl, som værterne udnyttede til at sikre sig de klare sejr. Max Gyamfi Labes labbede den tredje kasse (55.), mens Ricardo Bock med sit andet mål gjorde det til 4-0 midtvejs i anden halvleg (73.). I kampens sidste minut manifesterede Jakob Mathea Altenholz' sejr (90.).

- Det var selvfølgelig et tilbageslag for holdet, at vi var bagud ved pausen. Vi havde spillet godt fodbold. I anden halvleg satser vi lidt mere offensivt, og det udnyttede de, analyserede Sven Christiansen, der bevarer det længere perspektiv. DGF/Stjernen er oprykkere og kan lære af hver eneste kamp - både sejre og nederlag.

- Drengene lærer hurtigt, selvom vi mærker, at det går hurtigere i Oberliga. Vi er i en læringsproces, og derfor skal vi også holde fokus på, at spillerne gjorde det godt, noterede træneren. Næste opgave for DGF/Stjernen-juniorerne til at vise, hvad de har lært, er på lørdag kl. 14.00, hvor de får besøg af Osterrönfelder TSV.

Jonas Løytved

Statistik:
TSV Altenholz: Joachim - Labes, Mathea, Ellwagner, Heik, Dymek, Arp (Effmann 76.), Fenn, Leip, Bock (Packhäuser 85.), Otto
SG DGF/Stjernen: Asmussen - Ehru, Christiansen, Wachsmann, Eken, Khan (Stockhaus 88.), Kponou, Baltuttis, Gernemann, Lagoda, Lassen (Wittorf 72.)
Dommer: Jannek Hansen
Tilskuere: 50

Spielinfos
TSV Altenholz - SG DGF/Stjernen
Liga: Oberliga
Anstoss: So - 21.10. 13:00 Uhr
Spieltag: 7. Spieltag
Ergebnis: 5 : 0
Bildergalerie: Hier klicken