VM 2019

Herlige Hamborg

VM 2019

25.01.2019

Danmark kom så og sejrede. Frankrig fik ikke et ben til jorden i en dansk semifinaleopvisning. Med en 38-30-sejr har Danmark sat kursen direkte mod VM-guldet.

Hamborg. Danmarks sejler videre opad håndboldåen. Rasmus Lauge, Lasse Svan og co. rundede lige Elben og satte også bølgegang i Barclaycard Arena. Frankrig blev sendt på gyngende Middelhavsgrund, og det dan ske håndboldlandshold er klar til deres fjerde VM-finale. Nu er Norge, der vandt sikkert 31-25 over Tyskland i den anden semifinale, sidste forhindring på den danske vej mod det VM-guld, der er den eneste store titel, som danskerne mangler i skrapbogen.

De får chancen over dem alle i en VM-finale på hjemmebane i Jyske Bank Boxen (søndag kl. 17.30, live DR1 og TV2) efter en dansk angrebsopvisning i semifinalen mod de ellers sejrsvante franske »Les Experts«. Rasmus Lauges angrebsfejl efter mere end 23 minutter var Danmarks første på en dag, hvor Mikkel Hansen spillede guddommeligt, og Danmark åd croissanter til tidlig aftensmad. Sejren på 38-30 kom i hus på en i hvert fald kvart dansk hjemmebane i Hamborg. 1000 danskere var på plads til at lå-lå'e, og der var vist heller ingen tvivl om, hvem tyskernes sympati var hos.

Udfaldet af semifinalen var hurtigt ligeså sikkert som slutningen på endnu en opførsel af Løvernes Konge-musicalen. Nikolaj Jacobsen valgte Anders Zachariassen på stregen, og med et offensivt fransk forsvar havde han al den plads, han skulle bruge til at boltre sig som 10 fyre til en polterabend på Reeperbahn. Mikkel Hansen fodrede, og Zachariassen skød med sit tredje mål Danmark på 10-6 efter godt et kvarter. Men SG Flensburg-Handewitt-stregen var ikke ene på måltavlen. Niklas Landin lavede ligeså mange mål, som han havde redninger. Ja, den er god nok. To gang tyrede målmanden harpikskuglen på tværs af hallen og i et gabende tomt mål.

Det fortæller også historien om et fransk hold, der slet ikke beherskede spillet uden målmand. Også når franskmændene lykkedes i deres undertalsspil, blev de straffet. Først Anders Zachariassen og senere Henrik Toft smed opgiverkastet i tom kasse, inden Vincent Gerard var i nærheden af at nå på plads. Frankrig havde tre udvisninger i første halvleg, og når Danmark samtidig spillede overtal med større skarphed i knivene i St. Paulis natteliv, så gjorde undertalsperioderne rigtig ondt på franskmændene.

Generelt var det franske forsvar bare lammet som trafikken ved Elbtunellen på en fredag eftermiddag. Rasmus Lauge og Mikkel Hansen gjorde præcis, hvad der passede dem, og herlige Hansen fik vel vist samtlige af PSG-kammeraterne, hvem der bestemmer. Tværafleveringen i kampens indledning til Lasse Svan, var et kunstværk, han kan tage med hjem på Louvre. Men som om den afleveringsteknik ikke var rigeligt, så kan Hansen også skyde.

Naturligvis sendte han Danmark til pause foran med 21-15, og efter pausen fortsatte danskerne bare i overhalingssporet på Autobahn. Rasmus Lauge til 25-18 og Lasse Svan til 34-26. Med ti minutter tilbage var finalepladsen for længst kørt halvvejs hjem til Boxen. Kentin Mahes syv mål var ikke engang i nærheden af at holde Frankrig inde i kampen. Lauge lukkede lige med en sukkeraflevering til Zachariassen, og danskerne dansede i jubel. Hamborg er herlig.

Jonas Løytved og Ruwen Möller

Kampen i tal

Danmark - Frankrig 38-30 (21-15)
Danmark:
N. Landin 2, Green - M. Landin 3, Mortensen, Markussen, Lauge 6, Zachariassen 5, Svan 4, Møllgaard, Mensah, H. Toft 1, M. Hansen 12/4, Olsen 5, J. Hansen, Øris, Hald
Frankrig: Dumoulin, Gerard - Remili 2, Lagarde 3, Richardson 6/1, Mem 1, N. Karabatic, Mahé 8/2, Grebille, N'Guessan 4, Abalo 1, Guigou 1/1, L. Karabatic 1, Fabregas 3, Dipanda, Porte
Udvisninger: 3-4
Straffekast: 4/4 - 4/4
Dommere: Gubica og Milosevic (Kroatien)
Tilskuere: 12.500 (udsolgt)