Tid til revanche?
Er der nu tid til revanche? - Kvartfinalen ved VM er ikke længe siden, det er stort set det samme spanske hold. Jeg håber, vi kan bruge noget fra den kamp og få tingene forbedret, siger landsholdsspiller Henrik Toft Hansen. - Det tegner til en tæt kamp. Jeg har en god følelse i kroppen, fortsætter stregspilleren og forsvarsspecialisten fra SG Flensburg-Handewitt. Højrefløj Lasse Svan, ligeledes fra SG, mener ikke, at negative resultater fra før kommer til at betyde meget. - Vi har også mange positive minder mod Spanien. Vi slog dem to gange i en semifinale plus under EM i Danmark. Det bliver en tæt kamp, hvor vi skal være skarpe i de afgørende situationer, fordi Spanien lever af deres stærke forsvar og kontraangreb, siger Lasse Svan. Landstræner Gudmundur Gudmundsson, som i fredags kæmpede med lidt feber, tror, at især det danske angrebsspil skal fungere, hvis Spanien skal slås. - Det bliver en hård og spændende kamp, siger landstræneren. Efter den indledende pulje er Danmark flyttet fra Gdansk til Wroclaw. Udover Spanien gælder det Sverige (tirsdag, kl. 20.30/TV2) og Tyskland (onsdag, kl. 18.15/ARD/TV2) i mellemrunden.
Marc Reese