UPDATE: Fire SG-spillere på landsholdet

Håndbold

10.10.2017

København. Det bliver noget af et klassetræf, når fire-nationers-turneringen Golden League (26.- 29. oktober) holdes i Danmark (Brøndby, Århus og Herning). Den danske landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget Lasse Svan og Henrik Toft Hansen, som senest ved EM-kvalifikationen fik en pause, samt Rasmus Lauge og Anders Zachariassen fra SG Flensburg-Handewitt til stævnet, hvor de danske OL-vindere møder Polen, Norge og Frankrig. Franskmændene, som tabte OL-finalen til Danmark, stiller med Flensborgs Kentin Mahé, og Norge byder ind med SG-spilleren Magnus Rød samt næste sæsons tilgang Torbjørn Bergerud. Om den norske målmand i Flensborg stadig får glæden af at spille sammen med Henrik Toft Hansen er uvidst. Stregspilleren har ifølge »Jydske Vestkysten« et tilbud fra Ribe-Esbjerg.

Ifølge JVs oplysninger er Ribe-Esbjerg-træner Jan Leslie »særdeles interesseret i at hente landsholdsstregen til Esbjerg. Her spiller Tofts kone, Ulrika Toft Hansen, for Team Esbjergs kvinder. Parret har en søn sammen. Der skulle efter sigende allerede ligge et konkret tilbud om et skifte til Ribe-Esbjerg.« Det skriver avisen på sin netside tirsdag. Henrik Toft Hansen har kontrakudløb i den tyske storklub efter den igangværende sæson. Uanset hvad kan han i landsholds-sammenhæng glæde sig til igen at danne makkerpar med sin bror René Toft Hansen (THW Kiel), som efter ni måneders pause får comeback på landsholdet. Det er første gang siden VM i januar, at René Toft Hansen er med på landsholdet. Han har blandt andet døjet med lyskenproblemer, og derfor har han hidtil ikke været med i Nikolaj Jacobsens tid som landstræner. Den rutinerede Skjern-fløj og tidligere Flensborg-dreng Anders Eggert, der senest fejrede sit comeback på landsholdet, er ikke med i truppen. - Jeg vil gerne se de to andre (Casper U. Mortensen og Magnus Landin/red.) her til Golden League. Anders er en erfaren herre, som jeg ikke behøver at se på nuværende tidspunkt. Jeg kan se, at han gør det rigtig godt i Skjern og scorer på sine chancer og på en hulens masse straffekast, siger Nikolaj Jacobsen til »TV 2 Sport« om Eggert, som er topscorer i den hjemlige liga med 48 mål. Jacobsen mener ikke, at de to andre venstrefløje er foran Eggert, men at han »heller ikke er ude på at drive rovdrift på ham.« 
Ruwen Möller 

Truppen

Målvogtere
Niklas Landin
Jannick Green
Stregspillere
Anders Zachariassen
René Toft Hansen
Henrik Toft Hansen
Fløjspillere
Magnus Landin
Casper U. Mortensen
Lasse Svan Hansen
Hans Lindberg
Bagspillere
Mikkel Hansen
Michael Damgaard
Rasmus Lauge
Mads Mensah
Morten Olsen
Henrik Møllgaard
Kasper Søndergaard
Martin Larsen
Peter Balling

Resümee

Mit Lasse Svan, Henrik Toft Hansen, Rasmus Lauge und Anders Zachariassen stehen vier Spieler der SG Flensburg-Handewitt im Aufgebot der dänische Nationalmannschaft für das Golden League-Turnier Ende des Monats. Dort trifft der Olympiasieger und Gastgeber u.a. auf Frankreich mit SG-Star Kentin Mahé und Norwegen, mit Klubkollege Magnus Rød. Der Ex-Flensburger Anders Eggert fehlt bei den Dänen. Er spielt mittlerweile bekanntlich in Skjern und auch Ribe-Esbjerg soll eine Rückholaktion planen: Henrik Toft Hansen ist dort im Gespräch.