Håndbold

En særlig svær udebane - men bare én af mange svære kampe

Håndbold

27.04.2019

Flensborg. - Nå gutter, er vi klar? 
Det er et rent energibæst, der i raskt tempo kommer fra hallen og ud i den lille foyer i Duborghallen. Præcis til den aftalte tid, klokken kvart over 12 fredag middag, er Maik Machulla klar til at give den lille fremmødte presseskare de sidste informationer, før SG Flensburg-Handewitts udekamp i Göppingen (søndag kl. 16, live Sky). Cheftræneren har netop afsluttet formiddagstræningen, hvor der ikke blev sat mange ord på onsdagens Champions League-blamage mod Veszprem. Temaet var næste modstander: Frisch Auf Göppingen.

- Vi er selvfølgelig skuffede, men vi er også videre. Vi har lagt vores energi over på de næste opgaver, som også bliver svære. Vi har brug for positiv energi, og holdets reaktion har været god ovenpå nederlaget, fortæller Maik Machulla. 
Han må uundgåeligt få guldlys i øjnene, når han kigger i Bundesliga-tabellen. Med syv kampe tilbage har SG stadig fire point ned til Kiel på andenpladsen, og efter påskesejren over Rhein-Neckar Löwen i Mannheim er både bookmakere og eksperter enige om, at de forsvarende mestre er storfavoritter til at genvinde guldet. Det får dog ikke Machulla eller hans spillere til at ryste på hånden. De frygter ikke at skuffe de fans, som så småt er begyndt at forvente guldfest. 
- Vi kan stadig ikke skuffe. Vi har spillet en fremragende sæson og har mere eller mindre sikret en Champions League-plads med et nyt og ungt hold. Vi vil selvfølgelig give alt lige til det sidste, men jeg har også hele tiden sagt, at vi har et svært slutprogram. Vi skal hele tiden være vågne, og vi må ikke tro, at vi er længere, end vi rent faktisk er, fastslår SG-træneren.

Göppingen har før drillet

Der er mange årsager til at pege på netop søndagens kamp i Göppingen som en nøglekamp for de forsvarende mestre. Ikke siden 2016 har SG vundet i det sydtyske, og i sidste sæson var netop Göppingen ikke mere end et par marginaler eller dommerkendelser fra at snyde SG for mesterskabet i allersidste spillerunde. 
- Vi var så tæt på at vinde, husker playmaker Allan Damgaard, der er en af tre danskere i Göppingen. De øvrige er stregspiller Jacob Bagersted og fløjspiller Tim Sørensen. 

- Vi har kunnet træne i lang tid frem mod den her kamp. Vi kommer med fuldt fokus. Det er en rigtig sjov kamp for os, siger Damgaard, der er i gang med sin sidste sæson i Tyskland, inden han til sommer vender retur til dansk håndbold og TTH Holstebro. 
Maik Machulla vil dog ikke forholde sig til, om kampen i Göppingen er den vanskeligste af de resterende syv - hvis vi fraregner kampen mod titeludfordrerne fra Kiel. 
- Alle kampe er svære, og jeg synes også, at kampene mod Berlin og Melsungen er svære kampe, selvom de er på hjemmebane. Lige nu koncentrerer vi os om Göppingen, som bliver en svær kamp blandt mange sværere kampe, konstaterer SG-træneren, som dog gerne vil tale Göppingen og ikke mindst deres intense hjemmebane op. 
- Det er et fantastisk hold med individuelle topspillere med stor Bundesliga-erfaring. Vi ved, hvad de kan levere, og vi ved, at der bliver en fantastisk atmosfære i hallen, men vi har været gode til at vende svære kulisser til vores fordel, og det forventer jeg også i Göppingen. Der er en usædvanlig stemning, men det er også noget, som vi glæder os til, understreger Machulla, der stadig er sprængfyldt med energi og optimisme.
Jonas Løytved

Resümee:

Der SG Flensburg-Handewitt-Trainer Maik Machulla wollte es nicht das schwierigste der letzten sieben Spiele nennen - neben dem gegen Titelherausforderer Kiel. Für den Meistertrainer ist es aber klar, dass das Auswärtsspiel gegen Frisch Auf Göppingen (Sonntag, 16 Uhr, live Sky) nicht leicht wird. In den zwei letzten Saisons hat die SG in Göppingen nie gewonnen, und im letzten Spiel der Meistersaison hätten die Göppinger um ein Haar die Meisterschale nach Mannheim gespielt. 
»Wir wissen, was sie leisten können«, so Machulla vor dem Spiel.

Spielinfos
FA Göppingen - SG FleHa
Liga: Bundesliga
Anstoss: So - 28.04. 16:00 Uhr
Spieltag: 28. Spieltag
Ergebnis: 23 : 28
Bildergalerie: Hier klicken