DGF øger samarbejdet med Danmark
Generalforsamling
24.03.2018
SdUs sproginitiativ sætter sit præg på idrætsaktiviteterne i Dansk Gymnastikforening Flensborg. Både i tennis, ishockey, boksning og fodbold intensiveres samarbejdet med klubber nord for grænsen.
Flensborg. - For nylig kom en dreng hjem fra fodboldtræning til sine forældre og råbte glad: »Nu ved jeg, hvad Elfmeter hedder på dansk: straffespark«.
Det er den lille episode som DGFs formand, Dieter Lenz, fortæller i forbindelse med det øgede samarbejde hen over grænsen, som danskerklubben i Flensborg har indledt på mange niveauer.
- Det er vores F-Jugend i fodboldafdelingen, altså de seks- til otteårige, der får gavn af DGFs samarbejde med SønderjydskeE i Haderslev. Børn fra begge sider af grænsen træner sammen og får på den måde en masse sprogligt input med hjem, forklarer Dieter Lenz.
Det er ikke kun de små fodboldspillere, der får gavn af det, som SdU (Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger) har sat øverst på dagsordenen: Tal mere og bedre dansk i Sydslesvig.
Også andre afdelinger i DGFer er godt i gang med det grænseoverskridende samarbejde, kom det frem på generalforsamlingen torsdag aften i klubhjemmet:
• DGFs tennisafdeling er blevet medlem af Jysk Tennis-Union (JTU) og kan nu se frem til fælles turneringer med damehold fra forskellige klubber i grænseegnen.
• Ishockey-afdelingen samarbejder med den danske ishockeyklub Vojens Vikings. Formelt er nu omkring 25 ishockeyspillere fra Vojens blevet medlemmer i DGF. Det grænseoverskridende hold træner i Vojens.
• Også DGFs bokseafdeling kigger hen over grænseskellet og træner sammen med sønderjyske bokseklubber. Træningen foregår hos Felsted Bokseklub ved Aabenraa.
Alt i alt er DGF Flensborg en stabil dansk idrætsforening i det nordlige Flensborg.
- Medlemstallene har stabiliseret sig på cirka 630 medlemmer, for nogle år siden havde vi 700 medlemmer, men medlemsnedgangen er stoppet, sagde formanden i sin årsberetning.
DGFs største afdeling er fodbold-afdelingen med 279 medlemmer.
- Vi har 15 forskellige fodboldhold, deraf alene seks seniorhold, sagde Dieter Lenz.
I alt har foreningen syv idrætsafdelinger: Ud over fodbold er det badminton, baseball, boksning, håndbold, ishockey og tennis.
Også klubbens økonomi er stabil.
- Vi har kun et lille underskud på 1800 euro, men til gengæld har vi en pæn formue, understregede Dieter Lenz.
Ved valgene blev formanden genvalgt, og det blev også 2. næstformand Wolf-Henning Klose, 2. kasserer Bernd Grannærs.
Generalforsamlingen indledte med, at en række medlemmer blev hædret for deres indsats.
Horst Petersen og Heinz »Skuggi« Schubert blev udmærket for 65 års medlemskab i DGF. Edgar Möller har nu været med i 50 år, Petra Lenz i 40 år. Sven Brandt, Michael Rohweder og Ulrich Möller blev hædret for 25 års troskab til klubben.
- Vi har i øvrigt en uskreven lov i klubben, der siger, at man ikke må melde sig ud i fem år, efter at man er blevet hædret, sagde Dieter Lenz med et smil.
I øvrigt kan DGF i år fejre et halvrundt jubilæum. Den 23. november fylder klubben 95 år, og det vil blandt andet blive markeret med en fest for mangeårige medlemmer i klubhuset.
Holger Johannsen