Fælles interesse for Europeada 2020

Fodbold

03. Juli 2016, 19:20 Uhr

Flensborg/Aabenraa. Det første skridt er taget for at Europeada 2020, fodbold-EM for mindretal, bliver holdt i Nord- og Sydslesvig. Onsdag aften var der et møde på Flensborghus, som repræsentanter fra Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU), det tyske mindretal i Danmark samt FUEN (mindretals-organisationen er medarrangør af Europeada) deltog i. 


 - Der var meget positive signaler fra alle sider. Der blev intet besluttet under mødet, men vi havde en god snak og det lover godt med henblik på at søge om værtsskabet, siger Kaj Andersen, som er børne- og ungdomskonsulent i SdU.

Ansøgninger i år

Han oplyste over for Flensborg Avis, at værtsskabet bliver udskrevet fra FUEN, og at ansøgninger skal foreligge hos mindretalsorganisationen senest 31. december i år. I maj næste år bliver det så afgjort, hvor Europeada 2020 skal finde sted. - Vi trækker i arbejdstøjet. Vi vil tage kontakt med nordfriserne, for at høre, om de kunne tænke sig at være med, siger Kaj Andersen. For SdU deltog han ved mødet sammen med SdUs direktør, Anders Kring, samt SdU-konsulenterne Tinne Virgils og René Lange. For det tyske mindretal var generalsekretær Uwe Jessen og Lasse Tästensen med. Lasse Tästensen er foreningskonsulent i den tyske pendant for SdU, Deutscher Jugendverbandfür Nordschleswig. Han var ligeledes positivt stemt efter sammenkomsten på Flensborghus. - Ja, vi har lyst til at være del af et projekt i 2020. Vi har interesse for at være en del af det. Europeada 2020 her hos os ville være spændende, 100 år efter folkeafstemningen i det dansk-tyske grænseområde. Men det bør være i fællesskab med sydslesvigerne. Og med mulighed for andre mindretal, især friserne, også at være aktiv del af det, understreger Lasse Tästensen, der ligesom Kaj Andersen fremhævede, at intet er besluttet. - Europeada er et rigtig fint projekt. Især også for de unge. Nu må vi se nøjere på mulighederne, fortsætter Lasse Tästensen.