VM 2019

DHF holder VM-guldbonus hemmelig

Håndbold

30. Januar 2019, 08:20 Uhr

Der venter også et økonomisk skulderklap til håndboldherrene efter at have vundet VM. Foto: Lars Salomonsen

København. Spillere og trænere på det danske herrelandshold i håndbold kan se frem til en bonus, efter at holdet med søndagens finalesejr på 31-22 over Norge vandt VM-guld. Holdet fik begejstret hele landet og seertallet eksploderede under slutrunden. Det oplyser Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund (DHF), men han vil ikke afsløre noget om størrelsen på bonussen. 


- Vi har en aftale om, at vi ikke offentliggør de tal, fordi vi ikke gider at have spekulationer om det ene og det andet. - Så jeg kan ikke sige noget om tallene. Jeg kan bare bekræfte, at der selvfølgelig er bonus til spillerne, som der også har været til andre slutrunder, siger Morten Stig.

Også landstræner Nikolaj Jacobsen får en bonus, men heller ikke den kan afsløres i kroner og øre.
- Træneren har vi en helt selvstændig aftale med, og som ansat kan jeg ikke udlevere de ting. 
- Det er to helt forskellige forhold, fordi træneren er direkte ansat og medarbejder her i forbundet. 
- Spillerne bliver kaldt ind til landskampe, og der har vi en aftale med Håndbold Spiller Foreningen, som varetager den del på alle spilleres vegne. 
- Der er kæmpe forskel på måden, det er skruet sammen på. Jeg vil ikke komme ind på, hvordan hverken den ene eller anden kontrakt er skruet sammen, siger Morten Stig. 
Han fortæller, at det har været politikken i mange år, og at aftalen om ikke at offentliggøre tallene skal overholdes af både Håndboldspillernes Forening og DHF. 
- Der er bonus til spillerne, og den er bedst, når de vinder guld, lyder det mest oplysende svar fra DHF-bossen om størrelsen på bonussen. 
DHFs Generalsekretæren håber desuden at slutrunden også kommer til at give bonus for håndbolddanmark i form af flere medlemmer. 

ritzau